Noter om flag i middelalderen

Flag er en videnskab. Bogstavelig talt. Vexillologi er den præcise betegnelse. Derfor vil jeg indledningsvist også gøre opmærksom på, at de følgende linjer er udtryk for generaliseringer og resultatet af et hurtigt research-forløb. Formålet er et forstudie til udfærdigelsen af et flag til bueskytterne i gruppen The Crooked Sticks.

I middelalderen (her dækkende for høj- og senmiddelalder dvs. ca 1100-1500) kan man (groft) tale om tre grundtyper af heraldiske flag; vimpler, bannere og standarter. Der findes naturligvis et mylder af variationer som jeg tillader mig at springe let og elegant hen over i første omgang. Alle tre grundtyper kan med lidt god vilje genfindes i illustrationen herunder fra Froissarts Chroniques fra 1400-tallet. Flag males, broderes, applikeres, bloktrykkes; oftest kombineres adskillige teknikker og udfærdiges af datidens tilgængelige materialer. Brug af luksuøse tekstiler og metaller som sølv og guld er også i høj kurs i samfundets øverste lag.

Slaget ved Poitiers.  Froissart, BNF 2643, folio 207r

Slaget ved Poitiers. Froissart, BNF 2643, folio 207r

Fælles for de tre grundtyper er dels at de hovedsagelig anvendes i religiøse, militære og i visse verdslige ceremonielle sammenhænge (fx processioner, turneringer m.m.), dels at de anvendes i samfundets øverste lag. I det følgende fokuseres primært på militær brug i det angelsaksiske område. En lille note: de regulativer der dokumenterer heraldiske konventioner i forhold til rang er tidligst dokumenteret i slutningen af 1500-årene; det er altså ikke skudsikkert bevis for at samme distinktioner var i brug 200 år tidligere, selvom det er den generelle tolkning.

Forskellene mellem flagtyperne går hovedsageligt på størrelse og form, og på indhold/representation. Det bliver ikke nemmere af at begreberne ofte anvendes inkonsekvent og blandes sammen; for slet ikke at tale om, at der er betragtelige geografiske forskelle og, at de ændrer betydning over tid.

Vimpel (Pennon)

Vimplen er det mindste af de tre grundtyper. ‘Mindste’ skal tages med et gran salt da man i 1500-tallet angiver størrelsen på en ‘pennon’ til at være lidt over 2 m lang.

En vimpel/pennon er typisk temmelig lang, smal og tilspidset. Vimplen afsluttes med en afrundet spids, lige spids eller en splittet spids. Det er et personligt flag og indeholder dele af ejerens våben, våbnets primære farver og/eller heraldisk mærke (badge på engelsk), og bæres af ejeren selv – som i øvrigt mindst skal have rang af ridder – på dennes lanse. På Froissart illustrationen øverst kan vimplerne identificeres som de mindste og smalleste af flagene.

Vimpler/pennons kommer selvfølgelig i mange størrelser og udformninger. På bas-de-page illustrationen herunder fra Smithfield Decretals ses flere variationer af hvad man i den angelsaksiske tradition også vil identificere som vimpler – både trekantede pennons/vimpler på lanserne på borgmurene og mere regulære, rektangulære flag på blæserinstrumenterne. Samme type pennon/vimpel kan i øvrigt genfindes i Luttrell Psalter, folio 202v båret af Sir Geoffrey Luttrell himself.

Bas-de-page scene med både trompetere og lanser forsynet med pennons/vimpler. Smithfield decretals, Frankrig ca. 1300, Royal-10-E-IV-f.-66, British Library

Banner

Banneret er betydeligt større end vimplen. Formen er kvadratisk eller, som det ses herunder; rektangulær. Flaget ophænges på den lange side – man kan med god ret sige, at moderne flag er afledt af banner-formen, blot er det vendt 90° og ophængt på den korte side.

Slaget ved Poitiers

Slaget ved Poitiers. Froissart, BNF 2643, folio 207r

På Froissarts illustration af Slaget ved Poitiers er det Black Prince Edwards banner der kan identificeres som det rektangulære flag opdelt i fire felter med henholdsvis gyldne franske liljer på blå baggrund og gyldne engelske løver (benævnt leoparder i heraldisk sprogbrug) på rød baggrund. I modsætningen til vimplen indeholder banneret altid hele våbenet – og ikke noget andet. Ud over at være Edwards personlige banner (på nær en lille detalje med et hvidt/sølv mærke – det såkaldte three points argent – men mere om det andetsteds) er det også Englands royale våben (Royal Banner of England).

Hertug Johann von Brabant (1254-1294) fra Codex Manesse.

Hertug Johann von Brabant (1254-1294) fra Codex Manesse.

På illustrationen fra Codex Manesse (til venstre) kan den adelige tyske ridder hertug Johann von Brabant ligeledes nemt identificeres på sit banner bærende hans våben.

Ligesom for vimplens vedkommende gælder regler for hvilke rangordner det tillades at føre et banner – sjovt nok kræves det at man som minimum er knight banneret / chevalier banneret; man har med andre ord ret til at gå i krig under eget banner (i modsætning til ridderen der ‘kun’ må føre en vimpel i krig – og typisk går i krig under en andens banner).

Standart (Standard)

Standarten er det største af de tre heraldiske flagtyper… og for at gøre forvirringen komplet er standarten i 1300-tallet udformet som en vimpel; dvs. tilspidsende og ofte splittet med afrundede ender. Ligesom de øvrige grundtyper er der regler for størrelse og rangorden i forbindelse med dets brug. Kongen må føre den største standart; længden variere lidt over tid, men fra Tudor tiden findes reglementer der angiver kongens krigsstandart som godt 10 meter lang.

Til forskel fra banneret indeholder det dog kun dele af våbnet – især emblemet el. mærket (badge eng.) og våbenets primære farver har en fremtrædende position. Standarten tjener i krig primært som samlingsmærke og demonstration af rang og magt.

Selve standartens udformning er også bestemt af en række heraldiske konventioner; nærmest masten skal bannerførerens primære tilhørsforhold (land, fyrste, konge) markeres. De engelske standarter har derfor nærmest masten et Skt. Georgs kors. Som det fremgår af illustrationen af Henrik den 5’s standart herunder (markeret med D.), er selve standarten ofte delt horisontalt og er farvet med bærerens primære våbenfarver. Midt på flaget er mærket/emblemet (i dette tilfælde en lænket antilope) og er ofte suppleret med et motto på tværgående bånd.

Flagtyper fra leksikonartikel i Encyclopedia Britannica 1911. Billedforklaringen lyder: A, Labarum from medallion of Constantine; B, Medieval Pennon; C. Medieval Banner; D., Standard of Henry V

Flagtyper fra leksikonartikel i Encyclopedia Britannica 1911. Billedforklaringen lyder: A, Labarum from medallion of Constantine; B, Medieval Pennon; C. Medieval Banner; D., Standard of Henry V

Et andet godt eksempel på denne inkarnation af standarten er James Douglas, Earl of Douglas’ standart fra Slaget ved Otterburn i 1388 med slægtens motto: Jamais arriere (aldrig bagud) broderet længst til højre. Korset nærmest flagmasten er et Skt. Andrews kors, og afslører dermed at James Douglas’ kæmpede på skotsk side.

James Douglas' standart fra slaget ved Otterburn 1388. Border Antiquities, Sir Walter Scott, 1814.

James Douglas’ standart fra slaget ved Otterburn 1388. Border Antiquities, Sir Walter Scott, 1814.

En standart fra slutningen af 1400-tallet findes bevaret i Ghent. I 1480’erne bestiller byens borgervæbning en standart hos maleren Agnes van den Bossche, der udfærdiger en standart med jomfruen af Ghent, byens våbenmærke, efterfulgt af en sølvbelagt løve, som symbol på borgernes villighed til at forsvare byen.

Battle standard of the Ghent civic militia emblazoned with the Maid of Ghent, Agnes vanden Bossche, ca. 1482, Ghent, STAM, Inv. 787

Ghents borgervæbnings standart. Udfærdiget af Agnes vanden Bossche, ca. 1482, Ghent, STAM, Inv. 787

Måske kan standarten fra Ghent også ses som et udtryk for borgerskabets stigende magt og ambition hen imod slutningen af middelalderen. I hvert fald overtager borgerskabet i stigende grad skikke og traditioner fra adelen som fx brug af flag i løbet af det 16. årh som en slags symbolsk markering af deres stigende indflydelse.

Bonusflaget: Gonfalon, Gonfalone, Gonfanon

Kært barn har mange navne. Gonfalonen er nok hvad mange vil forbinde med en standart (i hvert fald hvis man har læst Asterix og Obelix). I Danmark betegnes denne type flag også som processionsfane, kirkefane eller helgenfane.

I modsætningen til de øvrige typer anvendes dette flag i såvel religiøse og verdslige sammenhænge. Det anvendes i forbindelse med religiøse processioner, laugssamlinger – og kan formentlig også blot indgå som dekoration.

På illustrationen herunder fra Très Riches Heures de Duc du Berry fra 1410’erne kan gonfalonerne ses længst til højre forrest i processionen. De få tilbageværende eksisterende eksemplarer er ofte undergået den skæbne at blive konverteret og indrammet – dvs svalehaler og montering mm. er gået tabt. De er ofte af ret enestående kunstnerisk kvalitet – tag fx denne malede gonfanon i V&As samling fra Italien, ca. 1370.

Les Très Riches Heures du duc de Berry, Folio 72r – The Procession of Saint Gregory the Musée Condé, Chantilly. France, 1412-1416

Afsluttende bemærkninger

Skal The Crooked Sticks have et flag? Hvorfor ikke? Der kan være mange gode grunde til at ville annoncere sin tilstedeværelse. Det kan være en fordel, at man kan gå efter flaget og finde hjem til sin lejr efter en sen og trættende ‘kampagne’. Det kan også være en fordel at gæster og andre deltagere har mulighed for at identificere gruppen når de drister sig i nærheden.

I givet fald hælder jeg personligt til at anbefale gonfalonen som den mest velegnede flagtype; det drejer sig om et flag der ikke i nær samme grad er begrænset/udfordret af heraldisk konvention. Vi mangler fx en adelsmand/ridder til at berettige såvel vimpel/pennon, banner og standart. Gonfanon-formen er friere og man kan næsten argumentere for dens tilstedeværelse med støtte i historien.

Det sagt er det min fortolkning af gruppens behov, at vi gerne vil have et fælles samlingsmærke, en mulighed for at fortælle besøgende og andre hvem vi er og i hvilken sammenhæng vi er der i. Den opgave mener jeg fint kan løses af en gonfalon-lignende fane… Nu udestår så blot at designe sådan en – og fremstille den!

3 kommentarer til “Noter om flag i middelalderen

Skriv et svar